Diversitet i bestyrelsen skaber bedre virksomheder. Det handler ikke kun om køn, men også om alder, etnicitet, erfaring, verdenssyn og kompetencer. Ved at fremhæve 20 unge og handlekraftige bestyrelseskandidater, der er klar på at påtage sig ansvaret, vil vi hjælpe med at skabe et mere alsidigt bestyrelseslandskab i Danmark og dermed også bedre og mere levedygtige virksomheder. Ambitionen er, at vi på sigt kan udforme et helt kartotek af kandidater, og hvert år fremhæve 20 af de mest interessante vha. en jury.
Kender du en, der skal med på Bestyrelseslisten i 2025?
Vi modtager allerede nu indstillinger til Bestyrelseslisten 2025. Så hvis du har en kandidat, der børe være med på den næste udgave af listen, så indstil dem her.
For at blive en del af listen er det et krav, at man er 35 år eller yngre og har gennemført en bestyrelsesuddannelse, således at man er bevidst om sit ansvar, før man indtræder i en bestyrelse.
For at komme i betragtning skal man angive mindst fem af sine spidskompetencer i bestyrelseslokalet, en beskrivelse af hvad man kan bidrage med, samt en kort redegørelse af sin baggrund.
Man vil også blive bedt om at vurdere hvor mange poster, man kan indtræde i over de næste 24 måneder, så vi er sikre på, at man har tid og lyst til at påtage sig nye bestyrelsesposter.
Indholdet af profilerne er udfyldt af kandidaterne selv. Vi opfordrer til, at man laver sit eget baggrundstjek af kandidaten.